tirsdag den 24. januar 2012

Bangkok

Så bliver det nok den sidste hilsen her fra Thailand. Dels er jeg jo hjemme om ca. 5 dage og dels skal Terjes søn, som lige er kommet til Bangkok, overtage computeren.

Vi kom til Bankok i går, så det er begrænset hvad jeg har nået at se. Men Bangkoks skyline, på vej ind i byen er jo fantastisk. Og vi bor på 15 sal på hotellet, så herfra har vi også en godbid af skylinen, som er fantastisk både dag og nat.
Vi bor i et område der hedder Sukhumvit. Masser af hoteller, barer, restauranter, gadekøkkener, gadehandlere, tiggere, mødre med deres små børn der sidder på gaden sent om aftenen, det er svært at være en hård negl der :-)

Hvad vi skal nå at se her de sidste pår dage må i høre om når jeg er hjemme igen. Glæder mig til at se jer.

Med kærlig hilsen Margit

fredag den 20. januar 2012

Paknhampran

Hej igen :-)
Så er vi i Paknhampran. Et lille sted ca 30km syd for Hua Hin. Dette er igen anderledes end hvad vi har set før. Selvfølgelig er det stadig Thailand, men på en anden måde end de andre steder.

Ko Tao hvor vi var i 6 dage, var et paradis for dykkere. Mange turister der kommer der, kommer for at snorkle og/eller dykke. Vi lånte snorkel og dykkerbriller i receptionen og snorklede en del gange. Flotte flotte fisk, jeg ved jo ikke hvad de hedder, men flotte er de. Nr. 2 sted vi var lå i en bugt der kaldes Shark Bay, og der skulle man kunne se hajer. Ganske ufarlige, ca - 1 meter lange. Vi så dem, en flok på 10-12 stykker, men fra restauranten på resortet. Det ligger højt, så det var fint at stå der og kigge. Jeg er ikke sikker på at jeg ville synes det var fedt at svømme rundt blandt dem!
Torsdag forlod vi Ko Tao, sejlede først til Chumphon, på fastlandet, ca 1½ time, derfra med bus til Hua Hin. Her var vi ved 18 tiden. Vi havde ikke bestilt hotel, men havde adresse på et par stykker, så vi gik lidt rundt, var på stranden. Stranden er mange, mange kilometer lang, store hoteller helt nede. Vi blev til sidst lidt trætte af at vade rundt og fandt en tuk tuk som kørte os til et hotel. Så måtte vi ud at kigge lidt på byen og have noget at spise. Det virker jo lidt som at komme ind i en heksekedel med restauranter, barer i en uendelighed, efter det stille Ko Tao. Der er forøvrigt rigtigt mange skandinaviske steder i Hua Hin. Men en spændende by, hvor vi nok tager en overnatning mere, før vi slutter af i Bangkok.
Her hvor vi er lige nu er der nok turister, men ikke så mange, en del er langtidsturister, eller simpelthen folk der bor her. Det er meget nemt at komme i kontakt med folk, alle vil gerne snakke.
Men nu vil jeg slutte, vi skal hen og leje en lille knallert og ud og kigge os omkring, det bliver spændende om vi kan finde ud af at køre i venstre side ;-)

Knus og kærlige hilsner

søndag den 15. januar 2012

En lille kort hilsen fra Ko Tao. Her er ganske enkelt vidunderligt. Det bedste sted indtil videre. Det eneste lillen men, er at vi har haft en del regn det sidste 1½ døgn. Men det er vist ovre. Vi har boet på et resort der er meget stille, lidt primitivt, men indbegrebet af at vøre på en tropeø med kokospalmer på stranden. (I dag har vi været lidt omkring på gåben, og set lidt andre steder. I morgen flytter vi et andet sted hen og bliver 3 dage mere før vi tager videre til Hua hin. Der er der bedre internet forbindelse så måske vi kan skype. Der er jo ikke den store margen når I derhjemme er på arbejde og først kommer hjem ved 16-17 tiden, for vi er næsten altid gået i seng kl 16 dansk tid :-) Derfor havde i dag søndag været en god dag, men lige nu ser der ikke ud til at der er nogen online Øv.
Måske får I lidt mere i morgen!
Knus og mange tanker herfra

onsdag den 11. januar 2012

Ko Samui

HEAVEN IS A PLACE ON EARTH
Vi forlod Karon mandag morgen. Skulle kære med en minibus til et sted i nærheden af byen Surat Thani. Da vi blev samlet op udenfor hotellet, var bussen godt halvfuld. Der var vel plads til 12 passagerer, men al bagagen skulle også være i bussen, så jeg skal da love for at bussen blev godt og vel fyldt op. Der skulle samles flere op ved andre hoteller, og da vi havde kørt rundt ca 40 min var vi tilbage ved vores hotel igen. Der var lige nogen der ikke var blevet samlet op første gang. Men afsted fra Phuket kom vi da, med bagage rundt om i alle huller og passager. Vi kunne ikke vrikke meget med tæerne. Jeg var lidt nervøs ved hvor mange pauser vi ville få, da min mave endnu ikke var i orden. Men vi fik et par stykker og havde en fin tur gennem noget af Thailand. Spændende at se andet end strande og restauranter.
Ved 17 tiden var vi ved et færgeleje hvorfra vi skulle sejle til Samui. Vi havde ikke booket hotel men håbede det ikke ville blive for svært at finde noget. Havde bestilt plads i en minibus til en by, Chaweng, hvor den bedste strand på øen skulle være. Det var mørkt da vi ankom, men et andet par som vi havde fulgtes med hele dagen havde hotel, så vi fulgte bare med dem. Der var der desværre ikke flere værelser, men 100 m derfra fandt vi det skænneste sted og de havde lige en bungaloww tilbage. Det er en samling bungalows rundt om en meget fint passet have, med masser af fine tropiske planter, bassiner med karper, rigtigt skønt. I den ene ende ligger restauranten og når man træder ud fra den er man på stranden. Stranden er 6-7 km lang. stort set fyldt med restauranter og hoteller. Den ene ende er rimelig rolig, her bor vi, den anden ende er der et par eller flere store steder med meget høj musik langt ud på natten. Jeg tror der er mange fine steder her på Samui, men vi har ikke været langt omkring, da min mave ikke er helt god endnu. Men på trods af de mange turister og alt muligt gejl, er her faktisk ganske dejligt. Og vi har nydt fuldmånen i fulde drag, dog uden raveparty! Vi bliver her en dag mere og tager videre til Ko Tao, som ligger 1½-2 timers sejllads herfra, på fredag. Bortset fra min mave er alt skønt :-)




lørdag den 7. januar 2012

Phuket



Så har jeg været i Phuket, nærmere betegnet Karon, som er en af de større feriesteder her på øen, i knap en uge. Det har været ren afslapning, dog med et par løbeture tidligt om morgenen, det har været dejligt. Men nu må der godt snart begynde at ske noget andet, sevlom det jo er helt fantastisk med sol og varme, sand og strand. I går gik vi til et par andre strande, fik set os lidt omkring, ikke den store forskel!! Måske er Kata Beach og Kata Noi Beach en anelse mere eksklusiv!?
I hvertfald fik vi travet nogle kilometer, noget langs stranden og andet gennem byen. Det er ikke det skænneste for der er en frygtelig trafik, men til gengøld ind imellem skygge, det er der jo ikke på stranden. Aftenen begyndt vi på stranden med en fantastisk solnedgang og en flaske champagne. Romantisk, ikke?
I dag havde vi faktisk planer om en endagstur, ud til en af de små øer i området, men heldigvis fik vi ikke købt en tur, for jeg har enten siddet på toilettet, eller ligget i sengen det meste af dagen. TRÆLS!!!!!! Jeg tror dog det er ved at være ovre. I morgen bliver vores sidste dag her. Vi tager til Ko Samui på mandag. En lang bustur og et par timers sejlads.
Bortset fra min mave i dag, har vi det skønt og jeg nyder i hvertfald selskabet, tror det er gensidigt.
Med kærlig hilsen til jer alle

mandag den 2. januar 2012

Thailand

Så er jeg vel ankommet til Thailand. Turen herover gik planmæssigt. Faktisk landende vi 45 min. før tid, så p.tr.a. at det tog rigtig lang tid at komme gennem paskontrollen, så kom Terje først ½ time efter at jeg var kommet ud. Men det gik fint. Nu har jeg snart været her et døgn og her er dejligt. De første par dage kommer nok til at gå med at være ved stranden trisse rundt og spise dejlig thaimad. Det kan jeg lige klare :-)